e-conomic har på to år mere end fordoblet antallet af kunder og er godt på vej mod målet om at runde 100.000 kunder i 2013.
e-conomic, der tilbyder online regnskabsstyring til små og mellemstore virksomheder, har nu rundet 33.333 kunder. En stor del af de 60-70 nye kunder om dagen kommer bl.a. fra Microsoft C5 og Navision. Samtidig begynder strategien på de udenlandske markeder at slå igennem. Ca. 25-30 procent af nystartede virksomheder starter op med e-conomic.
Ifølge adm. direktør Torben Frigaard Rasmussen er der flere grunde til den markante tilgang af nye kunder. En af hovedårsagerne er, at flere og flere revisorer for alvor får øjnene op for online regnskabsstyring i bestræbelserne på øget effektivitet og en mere dynamisk kundetilgang.
Revisorer anbefaler
- Online økonomistyring giver revisorerne helt nye samarbejdsmuligheder og optimerer revisorernes ressourcer. Vi samarbejder med ca. 3000 revisions- og administrationsvirksomheder, der kan rationalisere og effektivisere deres forretningsprocesser markant ved at bruge online bogføring. Mange af disse revisorer anbefaler os til deres kunder, siger Torben Frigaard Rasmussen.
Ifølge Torben Frigaard er nystartede virksomheder i dag mere bevidste om, at der findes billigere og mere effektive løsninger. Som nystartet investerer man ikke længere i dyrt udstyr, når man for en lav månedlig ydelse kan få adgang til altid opdaterede regnskabsprogrammer.
Abonnementsbaseret service
- Vi anvender en abonnementsbaseret forretningsmodel, hvor en virksomhed betaler 152 kr. pr. bruger om måneden for adgang til alle grundlæggende funktioner. Derfor har finanskrisen også været god for os. Folk har forstået, at de ikke behøver bruge et sted mellem 5.000 og 25.000 kroner på at købe og tilpasse et ERP-system, når de i stedet kan leje det til en lav månedlig pris, siger Torben Frigaard Rasmussen.
e-conomic-løsningen er oversat og tilpasset til brug i ni lande – men har brugere i over 50 lande.
Ambitioner i udlandet
Langt størstedelen af e-conomics kunder er danske små og mellemstore virksomheder. Ambitionen om at nå 100.000 kunder i 2013 skal i hus via en effektiv ekspansion i udlandet. e-conomic er nu til stede på flere udenlandske markeder – bl.a. Sverige, Norge, Spanien, Frankrig, Polen, m.fl. Succesen i udlandet skal nås via en aggressiv go-to-market-strategi.
- Når vi går ind i nye lande som eksempelvis Tyskland, Polen og Spanien i øjeblikket, så ansætter vi til at starte med folk i Danmark til at drive processen. Når så omsætninger er kommet op i et fornuftigt leje, så begynder vi at lægge en mere omkostningstung strategi, hvor vi evt. så småt begynder at opbygge en organisation lokalt, forklarer Torben Frigaard Rasmussen.
e-conomic har hovedkontor i København og beskæftiger i dag ca. 60 medarbejdere.
Yderligere oplysninger
Torben Frigaard Rasmussen, adm. direktør e-conomic, 26 16 33 90