Det cloud-baserede økonomisystem e-conomic er blevet integreret med Outlook
Outlook-app'en til e-conomic gør det muligt at fakturere og sælge varer/ydelser direkte via Outlook. Det er den danske virksomhed iAdvice, hvis største forretningsområde er at levere kundetilpassede løsninger på større ERP-platforme som f.eks. Visma, der nu har udviklet en Outlook integrationsapp til e-conomic. App’en er udviklet med udgangspunkt i iAdvices egne behov, og nu er faktureringsgraden hos konsulenterne steget med 20 pct.
- Vi er selv e-conomic-brugere og måtte konstatere, at vi ikke fik faktureret mange af de mindre opgaver, fordi konsulenterne til daglig ikke arbejder i systemet. De registrerer ikke timer i økonomisystemet, men til gengæld bruger de Outlook hele tiden. Derfor falder det mere naturligt at registrere timer i Outlook og så med et enkelt klik overføre disse til e-conomic fakturaen, forklarer adm. direktør Johnny Hansen fra iAdvice.
En verden uden begrænsninger
Integrationsapp’en mellem verdens største online regnskabsprogram e-conomic og Outlook hedder e-cotime (
www.e-cotime.dk) og etableres som et ekstra menupunkt i Outlook. Timerne markeres i kalenderen, beskrivelsen på arbejdet udfyldes, herefter vælges kunde, ordre og produkt, og så overføres tid og dokumentation automatisk til e-conomic. Det betyder, at alt er klar til den regnskabsansvarlige, når der skal sendes faktura til kunder.
- Vi har taget erfaring og ideer med fra de store ERP-platforme, hvor alt kan lade sig gøre, når løsninger skal skræddersyes. e-conomic henvender sig til den brede målgruppe, og derfor åbner e-conomic helt bevidst op for løsninger, der kan gøre det nemmere og mere effektivt at fakturere og bogføre. Det giver e-conomic et bedre produkt, ligesom vi åbner op for et nyt forretningsområde, som forhåbentlig kan blive stort, siger Johnny Hansen.
Advice beskæftiger fem medarbejdere i Danmark og samarbejder med udviklere i Indien.
Stor efterspørgsel efter løsninger i skyen
I første omgang findes Outlook-integrationen på dansk, men i løbet af nogle måneder er det planen, at integrationen skal sprogstyres, så det bliver muligt for e-conomicbrugere i alle lande at integrere med Outlook. iAdvice har også udviklet et rapporteringsværktøj til e-conomic, og virksomheden har en klar strategi om at satse mere på produkter, der integrerer med cloudbaserede løsninger.
- Vi mærker en klar stigning i efterspørgslen efter cloudbaserede løsninger, og det er vores strategi, at vi i fremtiden vil udvikle flere apps og integrationer, siger Johnny Hansen.
Tiltrækker nye kunder
Hos e-conomic har man registreret flere end 100 navngivne apps, men forventer, at der findes mange flere. Ifølge adm. direktør Torben Frigaard Rasmussen hos e-conomic er strategien bag de mange apps, at e-conomic ønsker at gøre bogføring og regnskab sjovere og nemmere for små og mellemstore virksomheder.
- For selvstændige erhvervsdrivende uden den nødvendige erfaring er bogføring en tidskrævende disciplin, så vi støtter meget op om udviklingen af apps, der gør processerne smartere og enklere. Vi tjener ikke penge på apps, men antallet er steget med 40 pct. det seneste år, og de er i høj grad med til at tiltrække nye kunder og dermed styrke vores vækst, siger Torben Frigaard Rasmussen.
e-conomic har i dag knap 40.000 små og mellemstore virksomheder som kunder og har gennem de sidste tre år oplevet årlige vækstrater på mellem 30-40 pct. i Danmark.
Yderligere oplysninger
Torben Frigaard Rasmussen, adm. direktør e-conomic, 26 16 33 90