Cloud computing giver de små virksomheder samme konkurrencefordele som de store med at flytte fx løn og bogføring til Østen.
Ifølge cloud-ekspert er tendensen klar: Flere små virksomheder flytter administrative opgaver til udlandet via den offentlige sky, hvilket effektiviserer deres forretning betydeligt. Et eksempel er danske Vopium, der har sendt alle bogføringsopgaver for tre lande til Pakistan via online bogføringssystemet e-conomic.
Muligheder for effektivisering
Store, globale virksomheder har længe draget fordel af at kunne centralisere løntunge, administrative opgaver i bl.a. Østen og synkronisere data i realtid i deres egen private sky. Men i takt med at cloud computing breder sig, lader flere små og mellemstore virksomheder sig inspirere af effektiviseringsmulighederne med at centralisere opgaver i lavtlønslande, og der er mange penge at spare.
- Den store konkurrencefordel ligger i, at de små og mellemstore virksomheder nu får de samme muligheder for at effektivisere organisationen som store virksomheder. Først og fremmest slipper de for at investere i dyre licenser. Skal man fx bogføre i flere lande, kan man nøjes med ét dansk abonnement på softwaren, som med ét klik kan ændres til flere sprog. Med licenseret software undgår man ikke at købe en licens pr. sprog. Dernæst skal de ikke gå på kompromis med sikkerheden, fordi dataene hostes i Danmark, siger Anders Trolle-Schultz, adm. direktør i SaaS-it Consult.
Udnyt synergierne mellem selskaber
I det danske mobilselskab Vopium med 75 ansatte og datterselskaber i Luxembourg og Pakistan har man skiftet bogføringssystemet C5 ud med online bogføringssystemet e-conomic. Samtidig outsourcer man nu bogføringen for alle selskaber til afdelingen i Pakistan.
- Online bogføring udbudt som en Software-as-a-Service-løsning er genialt for en virksomhed som Vopium, hvor alt er digitaliseret, og hvor vi hele tiden skal udnytte synergien selskaberne imellem. Vi har oplært en medarbejder i Pakistan til at stå for bogføringen i alle tre lande. Det styrer han fra e-conomic-systemet på engelsk. Når så den danske revisor logger sig på for at efterse bogføringen eller udarbejde årsregnskab, gør han det fra Danmark. Hvis han har sat sit system op til dansk, så toner bogføringen også frem på dansk. Det er lige præcis den fleksibilitet, vi har brug for, siger Tanveer Sharif, adm. direktør i Vopium.
Vopium har udviklet en unik applikation til mobiltelefonen, så man altid benytter den billigste telefoni ved udlandsopkald. Det sker bl.a. ved at sende mobilkaldet videre over det mobile internet eller trådløst internet eller Vopiums egen telefoncentral. Vopium har i dag ca. en million kunder fordelt på 49 lande.
Tilpasning uden ekstra omkostninger
Med flere end 32.000 virksomheder som kunder er e-conomic er i dag Danmarks største virksomhed inden for internetbaserede økonomistyringssystemer. Ifølge adm. direktør Torben Frigaard Rasmussen øges behovet for fleksibilitet og friheden til at kunne prioritere, hvor og hvornår regnskabet skal udarbejdes.
- Vi har stor fokus på virksomheder, der ligesom Vopium har behov for at kunne samarbejde på tværs af landegrænser. Her kommer e-conomic til sin ret, fordi systemet kan tilpasses sprog og lokale forhold uden ekstra omkostninger, forklarer Torben Frigaard Rasmussen.
Yderligere oplysninger
Torben Frigaard Rasmussen, adm. direktør e-conomic, 26 16 33 90
Tanveer Sharif, adm. direktør Vopium, 25 90 10 90