Flere og flere landmænd har fået øjnene op for, at bogføring via nettet er en nem og fleksibel måde at arbejde sammen med revisoren på.
En opgørelse fra revisionsfirmaet Nordland Revision i Nordjylland, der bl.a. har specialiseret sig inden for landbrugsvirksomheder, viser, at 20 procent af landmændene i dag benytter sig af online løsningen e-conomic. Det er en fordobling på under to år, og ifølge Nordland Revision stiger tallet konstant, især hos de lidt større landbrug.
- I en tæt dialog med os finder flere og flere landmænd ud af, at bogføring via nettet er en nem måde at samarbejde med revisoren på. Alle faciliteter er tilgængelige online, og alt er samlet et sted, så både landmænd og vi har adgang til systemet overalt, blot der er adgang til internettet. Har landmanden et problem med faktureringen eller bogføringen, så kan vi hjælpe her og nu, da vi fra kontoret sammen kan gå ind og se på problemet hos kunden, forklarer revisor Lotte Larsen fra Nordland Revision.
Korrekt bogføring
Nordland Revision beskæftiger sig med landbrugskunder og kunder inden for andet erhverv, det være sig alt fra forretningsdrivende til håndværkere og vognmænd m.m. For at kunne tilbyde landmænd den optimale online løsning har man i samarbejde med e-conomic udviklet et standardregnskab til landmænd.
- Siden vi for nogle år siden udviklede tilretninger til e-conomic-systemet med fokus på landmændenes behov, er det gået stærkt. Mange landmænd ønsker at bogføre selv, og så indtager vi mere kontrolfunktionen. På den måde bliver regnskabet mere korrekt, fordi landmændene bedre end os ved, hvad/hvor pengene er brugt, og derfor kan bogføre mere korrekt. Det skal hertil siges, at vi ikke tillader landmændene at bogføre selv, før vi ved, at de kan udføre det korrekt. På den måde undgår vi, at der bliver bogført for mange fejl, forklarer Lotte Larsen.
Det er først og fremmest den yngre generation af landmændene, der har taget online økonomistyring til sig. Den lidt ældre generation er stadig bange for at have oplysninger liggende på en ekstern server, som man kan tilgå via nettet.
- De landmænd, der vælger at bruge online bogføring, synes det er en klar fordel, at systemet hele tiden er opdateret, de skal ikke hele tiden tage back-up, og de skal ikke investere i nye servere, siger Lotte Larsen.
Styrer selv bogføringen
På gården Bunkhulegaard i Nordjylland, hvor der drives 450 hektar jord med planteavl, og hvor der er produktion på ca. 750 søer med salg af smågrise, har ægteparret Anette og Jørn Jakobsen gennem de sidste fire år selv styret bogføringen online i tæt samarbejde med Nordland Revision.
- e-conomic-systemet er nemt at bruge regnskabsmæssigt, momsregnskabet laver vi selv, da systemet selv udregner momsen. Er der noget, vi er i tvivl om, så kan vi hele tiden sammen med revisoren gå ind i systemet og få det afklaret med det samme. Det giver en bedre sparring med revisoren og bedre indsigt i vores forretning. Samtidig sparer vi penge ved selv at bogføre og føre momsregnskab, siger Anette Jakobsen.
Hun peger endvidere på, at systemet hele tiden er opdateret automatisk, og man behøver derfor ikke tage back-up.
Yderligere oplysninger
Torben Frigaard Rasmussen, adm. direktør e-conomic, 26 16 33 90
Lotte Larsen, revisor Nordland Revision, 96 89 26 12