Fremmedkapital er i regnskabsmæssig forstand et udtryk for den værdimængde, der er indskudt i virksomheden udefra; eksempelvis fra banker, leverandører, det offentlige osv.
Enhver virksomhed har brug for
kapital for at kunne eksistere, helt fra start af. Oftest er det ejeren eller iværksætteren om man vil der skyder en mængde
egenkapital ind i foretagendet. Men derudover er der også andre instanser, der til en start, men også løbende bidrager med kapital for at virksomheden kan fungere og løbe rundt.
Disse forskellige instanser er oftest diverse banker, hvoraf almindelige lån og kassekredit indgår, realkreditinstitutter, leverandører samt det offentlige, og disses finansieringer kaldes samlet; fremmedkapital. Overordnet set er det altså al den finansiering, der kommer udefra - hvilket navnet også hentyder til - og ejernes egenkapital indgår altså ikke i den betegnelse.
Fremmedkapitalen i en virksomhed bliver oftest opdelt i lang- og kortfristet
gæld. Om kapitalen er det ene eller det andet, bliver efter normal regnskabspraksis normalt kategoriseret af, om gælden skal betales mere eller mindre end et år efter
balancedatoen.
Forrentning af fremmedkapital
Med hensyn til forrentning af kapital i en virksomhed, er der forskel på egenkapitalen og fremmedkapitalen. I modsætningen til ejerne af virksomheden, har diverse långivere et juridisk krav på forrentning og kapitaludtræk. Hvis dette ikke opfyldes, kan man begære virksomheden konkurs.
Derudover får fremmedkapitalen normalvis en mindre forrentning end egenkapitalen, da denne ikke på samme måde er forbundet med risici. Men for fremmedkapitalen gælder det også, at det kun er en del af den, der bliver forrentet. Gælden bliver normalt forrentet til kreditinstitutioner, hvor der aftales et låneforhold. En ofte ikke uvæsentlig del af den kortfristede gæld – leverandørgæld, mellemregninger og offentlig gæld (a-skat, atp, moms, selskabsskat osv.) forrentes ikke.
Overordnet kalder man sammensætningen af en virksomheds forskellige former for kapital for kapitalstruktur.