Hobbyvirksomhed - hvad er hobbyvirksomhed

Hobbyvirksomhed

En hobbyvirksomhed er en fritidsbaseret aktivitet, der drives af interesse og passion uden hovedformålet at tjene penge. Den har begrænsede fradragsmuligheder, beskattes som personlig indkomst, og skal holde sig under en omsætning på 50.000 kr. årligt for at undgå momsregistrering.

Læsetid: ca. 4 min.
Senest opdateret:
Et portrætbillede af en mand
Skrevet af Adam Lyngø
SEO Specialist
Et portrætbillede af en mand
Adam Lyngø

SEO Specialist

Som SEO-specialist i e-conomic arbejder jeg målrettet med at gøre vores løsninger synlige for de virksomheder, der har mest brug for dem. Med en baggrund i digital marketing og stor erfaring inden for søgemaskineoptimering hjælper jeg vores team med at sikre, at både små og mellemstore virksomheder finder den rette økonomisoftware — præcis når de har brug for det. Jeg brænder for at forstå brugernes søgeadfærd og omsætte data til strategier, der skaber målbar værdi. Mit arbejde spænder bredt: fra teknisk SEO og indholdsstrategi til konverteringsoptimering og analyse af søgetrends. Senest har jeg haft fokus på, hvordan vi med intelligent brug af AI og strukturerede data kan fremtidssikre vores digitale tilstedeværelse og skabe endnu bedre brugeroplevelser. Når jeg ikke dykker ned i crawl-logs og SERP-analyser, arbejder jeg sammen med vores indholds- og performance-teams for at sikre, at alt spiller sammen — både teknisk, strategisk og kreativt.

Tip

Få styr på regnskabet med e-conomic! Effektiv bogføring, nem fakturering og fuldt overblik over økonomien – alt samlet ét sted. Prøv gratis i 14 dage, og gør din økonomistyring smartere og mere effektiv i dag!

Driver du en hobbyvirksomhed, er det vigtigt at kende til skatteregler, indtjeningsmuligheder, og hvordan virksomheden skiller sig ud fra en erhvervsvirksomhed.

I denne artikel gør vi dig meget klogere på at drive en hobbyvirksomhed. Vi gennemgår blandt andet:

  • Hvad en hobbyvirksomhed er
  • Hvordan det afgøres, om hobbyvirksomheden er en økonomisk virksomhed
  • Hvordan du skal forholde dig til skattemyndighederne
  • Eksempler på hobbyvirksomheder, der kan give indkomst
  • Praktiske råd til overholdelse af lovgivning

Hvad er en hobbyvirksomhed?

En hobbyvirksomhed er en virksomhed, hvor formålet ikke er at tjene penge, men at beskæftige sig med en interesse og måske tjene lidt ved siden af sit primære erhverv.

Modsat en erhvervsvirksomhed har en hobbyvirksomhed derfor ikke til formål at skabe overskud eller vedvarende indtægter, du kan leve af.

Eksempler på hobbyvirksomheder kunne være:

  • Salg af keramik
  • Freelancearbejde
  • Affiliate marketing
  • Salg af maleri
  • Fotografering

Hvordan afgøres det, om en hobbyvirksomhed er en økonomisk virksomhed?

Der er forskel på, hvordan hobbyvirksomheder og økonomiske virksomheder beskattes. Derfor er det vigtigt, at din virksomhed overholder kravene for at være en hobbyvirksomhed.

Skattemyndighederne ser på flere områder, når de skal vurdere, om din virksomhed er en hobbyvirksomhed.

Kontinuitet og omfang

Hvis produktet eller ydelsen i din hobbyvirksomhed sælges eller udføres regelmæssigt over længere tid, kan Skattestyrelsen vurdere, at der ikke længere er tale om en hobbyvirksomhed – men en økonomisk virksomhed.

Hvis du sælger varer eller leverer ydelser hyppigt og organiseret måned efter måned, vil det blive anset som mere forretningsorienteret end på hobbyniveau.

Hvis du har regelmæssig aktivitet og faste kunder i din virksomhed, bør du overveje, om det skal være en økonomisk virksomhed i stedet for.

Indtjeningspotentiale

Skattestyrelsen ser på, om din hobbyvirksomhed har en reel chance for at generere omsætning og overskud.

Hvis virksomheden vurderes som en kilde til regelmæssig indkomst, kan den betragtes som en økonomisk virksomhed. Det omfatter ikke kun nuværende omsætning, men også graden af niche. Beskæftiger du dig med noget, som der er et stort marked for, kan det spille ind på Skattestyrelsens vurdering.

For eksempel kan Skattestyrelsen vurdere, at du som hobbyfotograf har en passion for noget, der er meget efterspurgt og betragter dermed din virksomhed som økonomisk.

Formål med virksomheden

Dit formål med virksomheden er vigtigt i vurderingen af, om der er tale om en hobby- eller erhvervsvirksomhed.

Hvis dit primære formål er at skabe indtægt, vil virksomheden betegnes som en erhvervsvirksomhed. Omvendt vil det være en hobbyvirksomhed, hvis den drives af passion og fritidsinteresse.

Du kan organisere din virksomhed i en grad, så den bliver professionaliseret og dermed betegnet som en erhvervsvirksomhed – også selvom den omhandler din passion.

Professionalisering kan være tiltag som forretningsplan, markedsføring og udvidet lagerbeholdning.

Skattemyndighedernes vurdering

Skattestyrelsen laver en helhedsvurdering af din virksomhed, når den skal afgøre, om du driver en hobbyvirksomhed.

Vurderer Skattestyrelsen, at din virksomhed har økonomisk gevinst som formål, vil virksomheden betragtes som en erhvervsvirksomhed.

Skattemæssige konsekvenser af at drive hobbyvirksomhed

Der er - som tidligere nævnt - forskel på skattereglerne for hobby- og erhvervsvirksomheder.

Derfor er det vigtigt at forstå, hvordan Skattestyrelsen vurderer din virksomhed ud fra hensigt, formål og indtjeningspotentiale, så du kan være sikker på, at du følger skattereglerne for netop din type virksomhed

Fradrag

Driver du en hobbyvirksomhed, har du begrænsede muligheder for fradrag, da du kun kan få fradrag for udgifter, der er direkte forbundet med indtægterne.

For eksempel, hvis du laver keramik, kan du trække udgifter til ler fra, men du kan ikke trække udgifter til lagerplads, drejeskive og markedsføring fra. 

Ligeledes kan du ikke trække underskud i virksomheden fra som et personligt fradrag, fordi en hobbyvirksomhed ikke har indtjening som sit primære formål.

Beskatning

Har du overskud, skal du betale skat af det efter Personskatteloven §4. Da du kun kan trække udgifter fra, som relaterer sig direkte til indtjeningen, vil det skattemæssige beløb ofte være højere end for en økonomisk virksomhed.

Lad os tage et eksempel:

Du har en hobbyvirksomhed, hvor du sælger keramik. Du har tjent 2.000 kroner på en måned ved at sælge håndlavede kopper. Du har haft udgifter til ler, der er brugt til kopperne for 500 kroner.

2.000 kroner - 500 kroner = 1.500 kroner.

Du skal dermed betale skat af de 1.500 kroner

Du har også en drejeskive og en vægt, som du bruger til at lave kopperne, men da disse udgifter ikke kan relateres direkte til de specifikke kopper, du har solgt for at tjene de 2.000 kroner, kan de ikke trækkes fra i skat.

Når du driver en hobbyvirksomhed, skal du til gengæld ikke betale AM-bidrag eller lave regnskab efter bogføringsloven.

Du skal heller ikke betale moms i en hobbyvirksomhed, så længe du omsætter for under 50.000 kroner om året, men du kan ligeledes heller ikke få momsfradrag.

Skattefrie indtægter

Skattestyrelsen kan i visse tilfælde vurdere, at nogle af dine indtægter kan være skattefrie. Det kan f.eks. være, hvis du sælger ting på et loppemarked.

Som udgangspunkt skal du dog betale skat af det overskud, du generer fra din hobbyvirksomhed. Det er Skattestyrelsen, der laver vurderingen.

For eksempel kan du sælge portrætter én gang om året på et lille marked for 3.000 kroner. Her kan indkomsten i visse tilfælde vurderes som skattefri. Men har du en webshop, hvor du sælger tre portrætter om måneden online, vil din indkomst blive beskattet.

Eksempler på hobbyvirksomheder

Der er ingen regler for, hvad du må beskæftige dig med indenfor hobbyvirksomheder. Her er eksempler på typiske hobbyvirksomheder, der kan give en supplerende indkomst:

Håndværk og kunst
  • Smykker
  • Keramik
  • Malerier
  • Snedkeri 
     
Freelancearbejde
  • Journalistik
  • Skrivning
  • Musikundervisning
  • Fotografering
  • Video og film
     
Landbrug og dyrkning
  • Salg af grøntsager
  • Biavl
  • Salg af æg
  • Salg af kød
  • Minilandbrug
     
Online aktiviteter
  • Blogging
  • YouTube-kanaler
  • Online undervisning
  • Salg af digitale produkter

Afslutningsvis

At drive en hobbyvirksomhed kan være en fantastisk måde at kombinere din passion med en ekstra indkomst. For at få succes og undgå faldgruber er det vigtigt at forstå reglerne og holde styr på økonomien. Uanset om du sælger håndlavet keramik, driver en blog, eller tilbyder freelanceydelser, er der masser af muligheder for at udleve dine interesser.

Husk, at det er din opgave at sikre, at din virksomhed overholder skattereglerne, og at du løbende vurderer, om din virksomhed stadig er en hobby eller skal omregistreres som erhverv. Med de rigtige værktøjer og et godt overblik over indtægter og udgifter kan du nyde fordelene ved din hobbyvirksomhed uden unødige bekymringer.

Relaterede ord