e-copedia hjælpecenter
Send fakturaer og rykkere med TLS-kryptering
Se, hvordan du vælger og gennemtvinger TLS-kryptering, når du sender fakturaer og rykkere til dine kunder via e-mail i e-conomic.
Denne sektion forklarer indstillingerne for TLS-kryptering, når du sender fakturaer og rykkere via e-mail fra Salg-modulet i e-conomic. Hos e-conomic værner vi om dine data. E-mails, du sender fra e-conomic, når du sender fakturaer og rykkere til dine kunder, er som udgangspunkt krypterede på vejen til modtageren. Dette sikkerhedsniveau lever op til Datatilsynets vejledning for sikker afsendelse af persondata over e-mail.
Definition af kryptering og TLS
Når man krypterer data eller kommunikation, gøres indholdet ulæseligt for uvedkommende. I forbindelse med krypteret e-mailafsendelse betyder dette, at den mail, du sender, ikke kan opsnappes af hackere. "TLS" står for Transport Layer Security. TLS dækker over en sikker forbindelse mellem e-mailafsender og e-mailmodtager, hvilket sikrer, at mailen overføres krypteret.
Valg af krypteringsniveau ved afsendelse i e-conomic
Når du sender en faktura eller rykker via e-mail fra e-conomic, kan du vælge mellem to varianter af krypteringsniveau: Variant 1: Standardafsendelse. E-mailen går igennem til modtageren, uanset om modtagerens e-mailklient kan modtage krypterede e-mails eller ej. Hvis e-mailen ikke kan modtages i krypteret version, ophæves krypteringen automatisk. Variant 2: Gennemtving kryptering. E-mailen går kun igennem til modtageren, hvis modtagerens e-mailklient kan håndtere krypterede e-mails. Denne variant er relevant, hvis du sender e-mails, som indeholder følsomme personoplysninger. Bemærk, at langt de fleste e-mailklienter kan modtage krypterede e-mails.
Procedure for afsendelse af krypterede fakturaer i e-conomic
Hvis du ønsker at sende en faktura via e-mail, skal du vælge krypteringsniveauet i afsendelsesvinduet for fakturaer i e-conomic.
Standardafsendelse (Variant 1)
Hvis du ønsker, at e-mailen med din kundes faktura skal gå igennem til din modtager uanset hvad, skal du blot vælge "Send via e-mail" i afsendelsesvinduet.
Gennemtving kryptering (Variant 2)
Hvis du ønsker at gennemtvinge krypteringen, så kunden kun modtager mailen, hvis dennes e-mailklient kan håndtere krypterede e-mails, skal du følge disse trin:
Vælg "Send via e-mail".
Tryk på linket "Vis alle e-mailindstillinger".
Viser linket "Vis indstillinger for vedhæftning" i fakturaens afsendelsesvindue – bruges til at tilgå avancerede e-mailindstillinger, såsom kryptering. Sæt flueben ud for "Fasthold kryptering".
Viser fluebenet i 'Fasthold kryptering' i afsendelsesvinduet for fakturaer – bruges til at gennemtvinge, at e-mailen med fakturaen sendes krypteret.
Procedure for afsendelse af krypterede rykkere i e-conomic
Hvis du ønsker at sende en rykker via e-mail, skal du vælge krypteringsniveauet i afsendelsesvinduet for rykkere i e-conomic.
Standardafsendelse (Variant 1)
Hvis du ønsker, at e-mailen med din kundes rykker skal gå igennem til din modtager uanset hvad, skal du blot vælge "Send via e-mail" i afsendelsesvinduet for rykkere.
Gennemtving kryptering (Variant 2)
Hvis du derimod ønsker at gennemtvinge krypteringen, så kunden kun modtager mailen med rykkeren, hvis dennes e-mailklient kan håndtere krypterede e-mails, skal du følge disse trin:
Vælg "Bogfør og e-mail".
Tryk på pilen til højre for teksten "Bogfør og e-mail" og tryk på linket "Vis indstillinger for vedhæftning".
Viser knappen 'Vis indstillinger for vedhæftning' i vinduet til afsendelse af e-mailrykkere – bruges til at justere indstillinger for den vedhæftede fil. Sæt flueben i feltet "Fasthold kryptering".
Viser fluebenet 'Fasthold kryptering' i afsendelsesvinduet for rykkere – bruges til at gennemtvinge kryptering af den sendte e-mail.
Fejlfinding ved mislykket levering af krypteret e-mail
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din e-mail er kommet frem til modtageren efter afsendelse fra e-conomic, kan du tjekke leveringsstatus under fanen Salg —> Fakturering —> Sendt.
Fejlmeddelelse ved manglende TLS-understøttelse
Hvis din mail ikke er blevet leveret, kan du se følgende besked: "Følgende fejlmeddelelse kom retur fra modtager: 500 TLS required but not supported (Dette betyder, at modtagerens mailsystem ikke kan modtage krypterede e-mails)."
Løsning af leveringsproblemer
Hvis modtagerens mailsystem ikke understøtter TLS-sikring, kan problemet ikke løses af den du sender til, dig eller e-conomic. Problemet skal udelukkende løses af modtagerens mailudbyder.
For at komme omkring problemet anbefaler vi, at du forklarer modtageren, at du ikke kan sende, fordi deres mailsystem ikke understøtter TLS-sikring. Du kan samtidig spørge modtageren efter en alternativ e-mailadresse hos en anden udbyder, eller bede dem tage fat i deres e-mail leverandør.
Kryptering ved EAN-fakturering
Hvis du sender EAN-fakturaer (elektronisk fakturering), er forsendelsen altid sikret via kryptering. Ved EAN-fakturering skal du dog angive, hvorvidt EAN-fakturaen, du ønsker at sende, indeholder følsomme personoplysninger. Læs mere om EAN-fakturering og følsomme personoplysninger.