e-copedia hjælpecenter

Opsæt og brug en realiseringskonto til periodisering

Lær hvordan du opretter, tilknytter og anvender en realiseringskonto til periodisering i e-conomic for at sikre en stabil og retvisende bogføring.

Sidst opdateret:
Skrevet af Anton E

Introduktion til realiseringskonto og periodisering i e-conomic

Periodisering i e-conomic bruges til at fordele udgifter jævnt over en længere periode. Dette hjælper med at undgå store økonomiske udsving i regnskabet ved større omkostninger eller indtægter, hvilket skaber et mere stabilt og retvisende billede af virksomhedens økonomiske situation. Når periodisering anvendes, parkeres det fulde beløb på den valgte balancekonto. Hver måned flyttes et fast beløb fra balancen over til driften, specifikt til udgiftskontoen, indtil hele beløbet er bogført der.

Det er muligt at benytte en realiseringskonto i e-conomic for at lette overblikket over periodiseringer og de tilhørende posteringer. Når en realiseringskonto indsættes, anvender systemet automatisk denne "ekstra" konto, når det periodiserede beløb skal posteres.

Dette sikrer, at driftskontoen (udgiftskontoen) ikke påvirkes af den løbende periodisering, da periodiseringsforløbet i stedet sker mellem balancekontoen og realiseringskontoen. Realiseringskontoen holder periodiseringen af udgiften adskilt fra selve udgiften ved at posteringerne rammer forskellige konti.

[IMAGE: balancekonto.jpg]

Oprettelse af realiseringskonto i kontoplanen

Følg disse trin for at oprette en realiseringskonto i e-conomic kontoplanen:

  1. Tryk på "Regnskab" og vælg "Søgning og lister" i menuen til venstre.

  2. Tryk på "Kontoplan".

  3. Tryk på "Ny konto".

  4. Udfyld felterne "Type", "Nr." og "Navn" for den nye konto, og sørg for at kontoen ikke har moms tilknyttet.

  5. Vælg et navn og nummer, der passer til den konto, realiseringskontoen oprettes til, for at sikre at de lander sammen i din kontoplan.

  6. Tryk derefter på "Gem".

[IMAGE: realiseringskonto.png]

Tilknytning af realiseringskonto til en finanskonto

Når realiseringskontoen er oprettet, skal den tilknyttes den relevante finanskonto for at muliggøre periodisering af posteringer på den konto. Følg disse trin:

  1. Tryk på "Regnskab" og vælg "Søgning og lister" i menuen til venstre.

  2. Tryk på "Kontoplan".

  3. Find den specifikke finanskonto, som realiseringskontoen skal benyttes på, og tryk på "Redigér".

  4. Angiv den realiseringskonto, du netop har oprettet, i feltet "Realiseringskonto".

  5. Tryk derefter på "Gem".

[IMAGE: realiseringskonto_2.png]

Anvendelse af realiseringskonto

Realiseringskontoen kan kun anvendes under fanen "Regnskab" i e-conomic. Realiseringskontoen benyttes automatisk, så snart du opretter et bilag med periodisering og laver en kørsel.

Bogføring af periodiseret postering ved brug af realiseringskonto

Følg disse trin for at bogføre en postering med periodisering, der benytter den tilknyttede realiseringskonto:

  1. Tryk på fanen "Regnskab" og vælg den kassekladde, du vil arbejde i.

  2. Tryk på "Ny postering" og udfyld felterne under fanen "Generelt".

  3. Vælg typen "Finansbilag" for posteringen.

  4. I feltet "Konto" skal du vælge den udgiftskonto, som du har tilknyttet realiseringskontoen til i Kontoplanen. Systemet vil automatisk bogføre udgiften ind på udgiftskontoen og periodiseringerne ind på realiseringskontoen.

  5. Gå til fanen "Øvrigt" og indtast den balancekonto, som periodiseringen skal bogføres på. Hvis du bruger standardkontoplanen, er konto 5660 "Forudbetalte poster" allerede oprettet til periodiseringsposterne.

  6. Tilføj en start- og slutdato for periodiseringen. Hvis en startdato ikke indtastes, anvendes datoen fra feltet "Dato" automatisk.

  7. Tryk på "Gem" eller "Gem og Ny", alt efter om du skal oprette flere posteringer.

  8. Bogfør derefter posteringen ved at trykke på "Bogfør posteringer" i kassekladden. Periodiseringen er nu aktiv.

Viser en ny postering under fanen 'Generelt' i kassekladden – bruges til at bogføre en udgift, der skal tilknyttes en realiseringskonto.
Viser periodiseringsfelterne på fanen 'Øvrigt' i en ny postering – bruges til at fordele en udgift over en bestemt periode.
Viser de bogførte poster for en periodisering i kassekladden – bruges til at forstå hvordan en udgift aktiveres på balancen.

Eksempel på bogføringslogik ved periodisering

Dette eksempel illustrerer, hvordan e-conomic bogfører ved brug af realiseringskonto:

  • I eksemplet periodiseres 20.000 DKK uden moms over 3 måneder på konto 3120 (Bilforsikringer).

  • Til konto 3120 er realiseringskonto 3121 oprettet og tilføjet.

  • Når bilaget bogføres og efterfølgende periodiseres, vil beløbet 6.666,67 DKK blive posteret på realiseringskonto 3121 i stedet for på udgiftskonto 3120.

  • Periodiseringen sker altså mellem balancekonto 5660 og realiseringskonto 3121.

Viser periodiseringsposteringer for en udgift i rapporten 'Periodiseringer' – bruges til at vise, hvordan systemet fordeler udgiften over flere måneder mellem en balancekonto og en realiseringskonto.

Var denne artikel nyttig?