- Standardprocedure for oprettelse af betalingsbetingelser i e-conomic
- Opsætning af specielle betalingsbetingelser
- Opsætning af Factoring betalingsbetingelse
- Opsætning af Betalt kontant betalingsbetingelse
- Definition af betalingsbetingelser i e-conomic
- Feltdefinitioner for betalingsbetingelser
- Typer af betalingsbetingelser
e-copedia hjælpecenter
Opret betalingsbetingelser i e-conomic
Se, hvordan du opretter og opsætter standard, factoring og kontante betalingsbetingelser i e-conomic, så dine betalinger bogføres automatisk.
Standardprocedure for oprettelse af betalingsbetingelser i e-conomic
Denne guide vejleder i, hvordan du opretter en ny betalingsbetingelse i e-conomic, hvis den ikke er tilgængelig i drop-down listen.
Sådan opretter du en betalingsbetingelse:
Tryk på fanen Salg.
Vælg Betalingsbetingelser under Opsætning i menuen til venstre.
Tryk på Ny betalingsbetingelse.
Udfyld de nødvendige felter og tryk på OK for at oprette betalingsbetingelsen.
Den nye betalingsbetingelse vil herefter være tilgængelig i drop-down listen.
Opsætning af specielle betalingsbetingelser
Nogle betalingstyper kræver yderligere konfiguration af modkonti for at sikre automatisk bogføring og fordeling af betalinger, som beskrevet i de følgende sektioner.
Opsætning af Factoring betalingsbetingelse
Betalingsbetingelser til Factoring sikrer, at kundeindbetalingen automatisk bogføres og fordeles procentvis på to modkonti, hvilket registrerer både gebyr og selve betalingen.
Sådan opretter du en Factoring betalingsbetingelse:
Tryk på fanen "Salg".
Vælg "Betalingsbetingelser" under "Opsætning" i menuen til venstre.
Tryk på "Ny betalingsbetingelse" og vælg typen "Factoring".
Udfyld det øverste felt "%-fordeling" med den procentdel, kontoen, du angiver i "Modkonto 1", skal modtage af beløbet.
Udfyld det nederste felt "%-fordeling" med den procentdel, kontoen, du angiver i "Modkonto 2", skal modtage af beløbet.
Tryk på "OK" for at gemme betalingsbetingelsen.
Opsætning af Betalt kontant betalingsbetingelse
Typen Betaling kontant bruges til automatisk at registrere og udligne betaling i samme øjeblik, fakturaen bogføres, hvilket er ideelt ved kontantsalg.
Sådan opretter du en betalingsbetingelse til kontantsalg:
Tryk på "Salg" og find "Opsætning" i menuen til venstre.
Tryk på "Betalingsbetingelser".
Tryk på "Nye betalingsbetingelser".
Vælg typen "Betaling kontant" og sæt modkontoen til at være din betalingskonto, f.eks. 5820 (Bankkonto).
Vælg denne betalingsbetingelse på fakturaen/kunden.
Hvis du ønsker, at øvrig ref. (angives på fakturaen) skal være bogføringsteksten på indbetalingen, skal du sætte flueben i "øvrig ref. som betalingstekst".
Når du bogfører din faktura med denne betalingsbetingelse, bliver betalingen automatisk bogført på den valgte modkonto og automatisk udlignet med fakturaen.
Definition af betalingsbetingelser i e-conomic
Betalingsbetingelser i e-conomic definerer standardvilkårene for betaling (f.eks. '8 dage netto' eller 'Løbende måned') og bruges både på fakturaer og leverandører.
Feltdefinitioner for betalingsbetingelser
Feltet Navn specificerer den tekst, der skal fremgå på fakturaen.
Feltet Dage angiver, hvor mange dage kunden har til at betale regnet fra fakturadatoen. e-conomic beregner automatisk forfaldsdatoen baseret på det indtastede antal dage.
Obs
OBS:
Vær opmærksom på, at når en betalingsbetingelse først er oprettet, er det ikke muligt at ændre antallet af dage eller typen (f.eks. fra 'Netto' til 'Løbende måned'). Hvis du har brug for en betalingsbetingelse med et andet antal dage, skal du oprette en ny betalingsbetingelse. Du kan efterfølgende spærre den gamle betalingsbetingelse, hvis den ikke længere skal bruges. Det er kun muligt at redigere navnet på en eksisterende betalingsbetingelse.
Typer af betalingsbetingelser
Feltet Type definerer den funktionalitet, som betalingsbetingelsen skal have i e-conomic:
Netto: Bruges til omgående betaling.
Løbende måned: Angiver, at betalingen skal ske inden udgangen af den aktuelle måned.
Betalt kontant: Anvendes, når betalingen allerede er modtaget. Når fakturaen bogføres med denne type, bogføres kundeindbetalingen automatisk.
Forudbetalt: Denne type medfører, at ingen forfaldsdato er påtrykt fakturaen.
Forfaldsdato: Denne type giver mulighed for at at kunne indtaste en vilkårlig forfaldsdato. Hvis forfaldsdato ikke udfyldes er forfaldsdato lig med fakturadatoen.
Factoring: Betalingsbetingelsen Factoring bogfører automatisk kundeindbetalingen, når du bogfører fakturaen, og fordeler beløbet på de modkonti, der er angivet på betalingsbetingelsen.
Løbende uge med start søndag: Angiver, at betalingen skal ske i den aktuelle uge, hvor ugen starter om søndagen. Hvis feltet Dage er 0, regnes der syv dage frem fra startdagen. Hvis der er angivet et antal i Dage, regnes der frem fra førstkommende søndag.
Løbende uge med start mandag: Angiver, at betalingen skal ske i den aktuelle uge, hvor ugen starter om mandagen. Hvis feltet Dage er 0, regnes der syv dage frem fra startdagen. Hvis der er angivet et antal i Dage, regnes der frem fra førstkommende mandag.
Kreditkort: Bruges til betalinger via kreditkort. Ved bogføring af fakturaen bogføres kundeindbetalingen automatisk, og der oprettes samtidig en faktura på det angivne kundenummer, der fungerer som mellemregningskonto.