e-copedia hjælpecenter

Sådan bruger du EVA

Sidst opdateret:
Skrevet af Anders Torp

Som beskrevet i Hvad er EVA er EVA e-conomics nye AI assistent, som har direkte læse adgang til din aftale. Du skriver til EVA i almindeligt dansk, og den henter og forklarer oplysninger fra dit eget regnskab. I denne guide kan du se, hvordan du kommer i gang, stiller præcise spørgsmål og bygger videre på svarene.

Tip

Note: EVA kan læse og forklare oplysninger, men den ændrer ikke noget i dit regnskab. Den bogfører ikke, sender ikke fakturaer eller rykkere og indberetter ikke moms. Et spørgsmål til EVA kan derfor ikke i sig selv ændre dine data.

1. Åbn EVA

  1. Klik på EVA i den øverste menubjælke. Du kan åbne EVA, uanset hvor i e-conomic du befinder dig.

  2. Skriv dit spørgsmål i feltet nederst i chatten.

  3. Tryk Enter.

Chatten bliver stående, mens du bevæger dig rundt i e-conomic. Du kan derfor have EVA åben ved siden af det, du arbejder med.

Prøv for eksempel:

  • "Hvilke fakturaer er forfaldne?"

  • "Hvor mange bilag ligger der i min indbakke?"

  • "Hvad er status på bankafstemningen denne måned?"

2. Sådan skriver du et godt spørgsmål

Et godt spørgsmål gør det tydeligt:

  • hvad du vil vide

  • hvilken periode spørgsmålet gælder

  • hvem eller hvad det handler om, for eksempel en kunde, konto, faktura eller status

Skriv ikke

Skriv i stedet

"Hvad har jeg solgt?"

"Hvad er min omsætning i august 2026?"

"Vis mig kunden"

"Vis kunde 1042 med kontaktpersoner og betalingsbetingelser"

"Er der noget uafstemt?"

"Hvilke bankposter er ikke afstemt i juli 2026?"

"Hvordan går det med Hansen?"

"Vis ubetalte fakturaer for kunde John Hansen A/S"

"Hvor mange bilag?"

"Hvor mange bilag ligger der i indbakken, og hvor gamle er de?"

Tre vaner, der gør størst forskel

Brug numre, når du har dem. "Kunde 1042" er mere præcist end "den store kunde i Aarhus". Det samme gælder kontonumre, bilagsnumre, fakturanumre og leverandørnumre.

Angiv en tydelig periode. Skriv for eksempel 'august 2026' eller '3. kvartal' i stedet for for nylig. Spørger du til et helt regnskabsår med mange posteringer, kan du med fordel dele spørgsmålet op i måneder eller kvartaler.

Start med ét hovedspørgsmål ad gangen. Har du flere spørgsmål, så stil dem som opfølgninger i den samme samtale. Det gør det lettere at se, hvad hvert svar handler om.

3. Byg videre på svaret

EVA husker konteksten i den igangværende samtale. Du behøver derfor ikke gentage alle oplysninger, når du spørger videre om det samme emne.

Bruger: "Hvilke fakturaer er forfaldne?"

EVA: [liste med 12 fakturaer]

Bruger: "Hvem af dem skylder mest?"

EVA: [svarer ud fra listen ovenfor]

Bruger: "Hvad er betalingsbetingelserne for den kunde?"

EVA: [svarer om kunden uden, at du behøver nævne den igen]

Det er ofte lettere at bore sig ned i et emne gennem flere korte spørgsmål end at formulere ét langt spørgsmål fra begyndelsen.

Nyttige opfølgninger

Du kan for eksempel skrive:

  • "Vis det som en tabel"

  • "Sortér efter beløb"

  • "Vis kun dem over 10.000 kr."

  • "Hvilke poster bygger svaret på?"

  • "Forklar det kortere"

4. Fem opgaver, trin for trin

Find ud af, hvem der skylder dig penge

1. Hvilke fakturaer er ubetalte lige nu?

2. Hvilke af dem er forfaldne?

3. Sortér dem efter, hvor længe de har været forfaldne

4. Er der sendt rykkere på dem?

Tjek bankafstemningen, før du går i gang

1. Hvad er status på bankafstemningen for juli 2026?

2. Hvilke bankposter er endnu ikke afstemt?

Slå en kunde op, før du fakturerer

1. Har jeg allerede en kunde med CVR-nummer [indsæt CVR-nummer]?

2. Vis kundens kontaktpersoner og betalingsbetingelser

3. Hvad har kunden købt for i år?

4. Har kunden ubetalte fakturaer?

Få overblik over indbakken

1. Hvor mange bilag ligger der i min indbakke?

2. Hvad er det for nogle bilag?

3. Hvor længe har de ældste bilag ligget der?

Offentlige kilder

EVA kan også hjælpe med at finde relevant offentlig vejledning om moms og skat:

  • Hvad er reglerne for moms på repræsentation?

5. Hvad kan EVA hente oplysninger om?

Område

Eksempler på, hvad du kan spørge om

Regnskab

Kassekladder, kontoplan, regnskabsår samt kladdeposteringer og bogførte posteringer

Bankafstemning

Likvidkonti, afstemningsstatus og forslag til matches

Kunder

Kunder, kundegrupper, kontaktpersoner, omsætning og betalingsbetingelser

Salg

Fakturakladder, bogførte fakturaer, ubetalte fakturaer, ordrer, tilbud og rykkere

Leverandører

Leverandører, købsstatistik og poster på leverandørkonti

Indbakke

Antal bilag, status og indstillinger

Moms

Tal fra momsopgørelsen, indberetningsstatus, momsarkiv og momskoder

EU-salg

EU-salg uden moms og fjernsalg til private

Varer

Varer, varegrupper, lagerbeholdning, enheder og omsætning pr. vare

Abonnementer

Abonnementer og abonnenter, hvis du har adgang til abonnementsmodulet

Virksomheden

Stamoplysninger på den aktuelle aftale

Hjælp

Vejledninger til e-conomic samt offentlig vejledning om moms og skat

Hvad EVA kan se, afhænger af din aftale, dine moduler og dine brugerrettigheder. EVA kan aldrig se mere, end du selv har adgang til i e-conomic.

Dimensioner, projekter og medarbejderstamdata er planlagt til en senere version.

Læs også Hvad kan EVA, og hvad kan EVA ikke? for den fulde oversigt.

6. Fortsæt samtalen eller start en ny?

Fortsæt i den samme samtale, når du spørger videre om det samme emne. EVA bruger den tidligere samtale som kontekst.

Start en ny samtale, når du skifter emne. Start også en ny samtale, hvis du har ændret noget i e-conomic undervejs, for eksempel oprettet en faktura eller bogført en postering. Så kan EVA hente oplysningerne på ny.

Du kan åbne en ny samtale via EVA i topmenuen. Dine tidligere samtaler ligger i chathistorikken.

7. Arbejder du med flere klienter/aftaler?

EVA arbejder på den aftale, du står i lige nu. Skal du spørge om en anden klient, skal du først skifte aftale i e-conomic og derefter stille spørgsmålet.

EVA kan ikke hente oplysninger fra eller sammenligne to aftaler i det samme svar.

8. Kontrollér svaret, før du bruger tallene

EVA kan give ufuldstændige eller forkerte svar. Brug derfor svaret som hjælp til at finde og forstå oplysninger og ikke som den endelige dokumentation.

  • e-conomic er den gældende kilde. Er der forskel på EVA's svar og det, du ser i e-conomic, er det oplysningerne i e-conomic, der gælder.

  • Kontrollér altid tal, der skal bruges videre, for eksempel til indberetning, årsafslutning, kunder eller myndigheder.

  • Bed om grundlaget for svaret, hvis et tal overrasker dig. Spørg for eksempel: "Hvilke poster bygger dit svar på?"

  • Et svar fra EVA er ikke dokumentation og er ikke regnskabsmæssig, skattemæssig eller juridisk rådgivning.

9. Det kan EVA ikke i denne version

EVA kan ikke:

  • oprette, ændre eller slette oplysninger i e-conomic

  • bogføre posteringer

  • sende fakturaer eller rykkere

  • gennemføre betalinger eller indberette moms

  • hjælpe med løn

  • hente oplysninger om betalingskort og SmartPay

  • håndtere godkendelsesflows eller dokumentgodkendelse

  • danne færdige rapporter fra rapportmodulet

  • modtage bilag, dokumenter eller andre filer

  • sammenligne flere aftaler i det samme svar

Læs mere i Hvad er EVA? og Hvad kan EVA, og hvad kan EVA ikke?.

10. Hvis svaret ikke er brugbart

Prøv disse trin:

  1. Kontrollér aftalen. EVA svarer ud fra den aftale, du står i lige nu.

  2. Gør spørgsmålet mere præcist. Tilføj periode, kunde-, leverandør-, konto-, bilags- eller fakturanummer.

  3. Del spørgsmålet op. Start med ét spørgsmål, og følg derefter op.

  4. Start en ny samtale. Det er især relevant, hvis du har ændret data i e-conomic undervejs.

  5. Kontrollér oplysningerne direkte i e-conomic.

Var denne artikel nyttig?