EVA - vilkår
Vilkår for brug af EVA
EVA er en integreret AI-funktion i e-conomic. Nærværende vilkår ("EVA-vilkårene") gælder i tillæg til de til enhver tid gældende Abonnementsvilkår for e-conomic regnskabsprogram, jf. Abonnementsvilkårenes punkt 3.4. I tilfælde af uoverensstemmelse har EVA-vilkårene forrang for så vidt angår forhold specifikt vedrørende EVA, mens Abonnementsvilkårene i øvrigt finder anvendelse, herunder bestemmelserne om ansvar (punkt 13), skadesløsholdelse (punkt 14), lovvalg og værneting (punkt 18).
Læs og acceptér nedenstående vilkår for at aktivere EVA.
1. Alpha-version & risiko
EVA befinder sig i en tidlig testfase. Generative AI-modeller kan lejlighedsvis fejlfortolke data eller generere ukorrekt, ufuldstændig eller vildledende information.
2. Funktioner og version
Denne version af EVA (....) er skrivebeskyttet (read-only), jf. punkt 7, og giver adgang til at stille spørgsmål inden for følgende områder: løn, virksomhed, support, workflows, kort, betalinger, godkendelser, udvidet salg og bilag, udgifter samt rapporter. EVA kan ikke oprette, ændre eller slette data.
Funktionaliteten kan løbende blive ændret, udvidet eller indskrænket i takt med produktets udvikling. Ved væsentlige ændringer i EVA's funktionalitet eller anvendelsesområde vil e-conomic opdatere disse vilkår og gøre den opdaterede version tilgængelig for dig med rimeligt varsel. Den til enhver tid gældende version af vilkårene kan findes på [link].
I alpha- og closed beta-stadiet gøres EVA tilgængelig på baggrund af kundens eget tilvalg (opt-in). Fra open beta gøres EVA - read only tilgængelig på alle aftaler uden forudgående tilvalg. Uanset stadie skal den enkelte bruger acceptere nærværende vilkår, før EVA kan tages i brug.
3. Brugerverifikation
Du er selv ansvarlig for at verificere alle finansielle data, beregninger og statusser i den primære e-conomic-grænseflade, inden du træffer regnskabsmæssige, skattemæssige eller forretningsmæssige beslutninger. Du er som bruger eneansvarlig for at kontrollere og validere ethvert output fra EVA, før det lægges til grund for beslutninger.
I overensstemmelse med Abonnementsvilkårenes punkt 13.1 fraskriver e-conomic sig ansvar for tab som følge af simpel uagtsomhed i forbindelse med din anvendelse af EVA's output uden forudgående verifikation. Ansvarsfraskrivelsen omfatter ikke tab forårsaget af e-conomics forsæt eller grove uagtsomhed. Et eventuelt ansvar er under alle omstændigheder undergivet det beløbsmæssige ansvarsloft i Abonnementsvilkårenes punkt 13.5.
4. Databehandling
EVA's behandling af persondata sker som led i den eksisterende databehandleraftale ("DPA"), der er indgået mellem kunden og e-conomic i forbindelse med gældende abonnementsaftale. EVA udgør en ny behandlingsaktivitet under denne DPA, men indgåelse af en særskilt databehandleraftale er ikke nødvendig.
Den til enhver tid gældende DPA, herunder oversigt over underdatabehandlere og oplysninger om overførsel af data til tredjelande, kan findes på www.e-conomic.dk/sikkerhed/dpa.
5. Databeskyttelse & sikkerhed
Behandlingen af data i forbindelse med EVA sker hos tre underdatabehandlere: Google Cloud EMEA Limited (AI-model, leveret via Google Vertex), CloudFlare og Datadog (infrastruktur, sikkerhed og drift). Alle tre tilbyder EU data residency for den databehandling, der finder sted i forbindelse med EVA.
Jeres aftalepart for AI-modellen, Google Cloud EMEA Limited, er hjemmehørende i Irland (EU). CloudFlare og Datadog er amerikanske selskaber. Google, CloudFlare og Datadog indgår alle i amerikansk-ejede koncerner, og i det omfang data undtagelsesvist behandles af eller tilgås fra koncernenheder etableret i USA, sker dette under et gyldigt overførselsgrundlag (certificering under Data Privacy Framework og/eller EU's standardkontraktbestemmelser), jf. den til enhver tid gældende DPA.
Anthropics sprogmodeller anvendes som underliggende teknologi via Google Vertex. Anthropic er ikke selvstændig underdatabehandler for e-conomic og har ikke direkte adgang til kundedata; behandlingen sker udelukkende på servere placeret i EU.
En fuldstændig oversigt over underdatabehandlere, herunder kontraktpart, databehandlingssted og overførselsgrundlag, findes i den gældende DPA, jf. punkt 4.
Dine data anvendes ikke af leverandørerne til at træne deres AI-modeller. Dine samtaler er isoleret via sikre sessionstokens, så andre brugere ikke kan tilgå dine data.
6. Datalogning
Din samtale med EVA (chattens indhold) slettes automatisk efter 90 dages inaktivitet i den pågældende samtale. Du kan til enhver tid slette din samtalehistorik manuelt.
Uafhængigt heraf gemmer e-conomic et audit-spor af din interaktion med EVA, herunder beskedindhold, EVA's svar og IP-adresse. Audit-sporet er ikke det samme som selve samtalen, men anvendes til at kunne dokumentere og godtgøre, hvad der konkret er sket ved brug af EVA (bevisformål). Adgangen er begrænset til teknisk driftspersonale. e-conomic påtænker at fastsætte en opbevaringsperiode på 6 år, løbende fra hver enkelt logs oprettelsesdato og upåvirket af en eventuel opsigelse af Aftalen, baseret på de almindelige forældelsesregler for krav (forældelsesloven), henset til audit-sporets bevismæssige formål.
Herudover behandles tekniske trafik-/fejlfindingslogs vedrørende EVA i et separat overvågningssystem (Datadog). Disse logs indeholder udelukkende teknisk data (fx endpoints, statuskoder og metadata) og ingen personoplysninger. Logs opbevares i 30 dage og er tilgængelige for e-conomics udviklere til brug for fejlretning.
Til support- og kvalitetsformål gøres en redigeret version af udvalgte samtaler, hvor personoplysninger søges fjernet automatisk, tilgængelig for bredere internt personale.
Indtast venligst ikke følsomme personoplysninger (såsom CPR-numre eller helbredsoplysninger) i chatten.
7. Skrivebeskyttelse
EVA's skrivebeskyttede status håndhæves strengt på API-niveau. Det er teknisk umuligt for EVA at ændre, oprette eller slette data eller transaktioner i din e-conomic-aftale.
Disclaimer ift. regnskabsrådgivning
Vigtig meddelelse: EVA er en AI-assistent og ikke en professionel revisor, skatterådgiver eller juridisk konsulent. AI-genererede svar er udelukkende til informationsformål og udgør ikke finansiel, skattemæssig eller juridisk rådgivning. Konsultér altid en certificeret fagperson, inden du træffer regnskabs- eller skattemæssige beslutninger.