e-copedia hjælpecenter
Hvad er Totrinsbekræftelse (2FA)?
Lær, hvad totrinsbekræftelse (2FA) er i e-conomic, hvorfor det er vigtigt for din sikkerhed, og hvordan det beskytter dine regnskabsdata mod hackere.
Introduktion til Totrinsbekræftelse (2FA) i e-conomic
Din bruger i e-conomic er personlig, og det er afgørende, at kun du har adgang. Derfor anvender e-conomic Totrinsbekræftelse, også kaldet 2-faktor-godkendelse (2FA), som er en effektiv sikkerhedsforanstaltning, der forhindrer uautoriseret adgang, selv hvis din adgangskode bliver kompromitteret. Aktivering af 2FA er påkrævet for at logge ind på din e-conomic bruger via Visma Connect, og det tager blot 5 minutter at sikre din konto.
Det er ikke tilladt, at flere personer logger på den samme bruger. Hvis flere skal kunne logge ind på en aftale i e-conomic, skal hver person oprettes som en unik bruger.
Bemærk, at aktivering af totrinsbekræftelse kræver, at du har en smartphone eller tablet.
Efter aktivering af 2FA vil du blive bedt om at bekræfte din identitet med en kode eller anden bekræftelse, når du logger ind fra en ny enhed.
Hvorfor er 2FA vigtigt for din sikkerhed?
I e-conomic tager vi din sikkerhed alvorligt. 2FA er grundlaget for, at du og dine data er sikre, og ikke blot et ekstra lag. Cyberkriminalitet er en reel trussel, der rammer hurtigt og ofte, og som ikke kun er forbeholdt store virksomheder, men også rammer små og mellemstore virksomheder.
Med Totrinsbekræftelse (2FA) låser du døren til dine data. Dette betyder, at selv hvis nogen har fået fat i din adgangskode, kommer de ikke videre, da kun du har den anden nøgle på din mobil. Dette beskytter dine økonomiske data og sparer dig for bekymringer om it-sikkerhed.
Uden 2FA er det langt nemmere for hackere at læse dine regnskabsdata, sende falske fakturaer i dit navn, overføre penge til deres egne konti eller ødelægge dit ry og tillid hos kunder og revisor.
Et enkelt brud på sikkerheden kan koste dyrt i form af tid og penge til oprydning, tab af kunders og samarbejdspartneres tillid, samt risiko for, at følsomme oplysninger slipper ud. Ved at bruge 2FA beskytter du ikke kun din egen virksomhed, men passer også på dine kunders oplysninger.
Hvordan fungerer Totrinsbekræftelse (2FA)?
Totrinsbekræftelse (2FA) sikrer, at det kun er dig, der kan logge ind på din e-conomic aftale. Du bekræfter din identitet med to forskellige faktorer:
Noget du ved – din hemmelige adgangskode (den første lås).
Noget du har – for eksempel din smartphone eller tablet (den ekstra lås).
Sådan fungerer 2FA i praksis: Du indtaster din adgangskode som normalt under loginprocessen. Herefter sender systemet et unikt, tidsbegrænset adgangslink, du skal åbne, eller en kode, du skal indtaste. Dette sendes til din telefon via en authenticator-app.
Kun hvis begge trin er korrekte, får du adgang til din aftale. Denne proces gør det ekstremt vanskeligt for en hacker at få adgang, selvom de har dit brugernavn og din adgangskode.
Muligheder for Authenticator-apps og login i e-conomic
Det er vigtigt, at du vælger en godkendt og sikker authenticator app til din mobil, da ikke alle apps, der kan scanne QR-koder, er optimeret til totrinsgodkendelse. Du behøver ikke bruge Vismas egen authenticator app, men e-conomic anbefaler, at du vælger en verificeret løsning, der er beregnet til autentificering af din identitet og ikke blot er en almindelig QR-scanner.
Anbefalede authenticator apps til e-conomic
Vi har samlet en liste over de authenticator apps, vi selv har testet og kan stå inde for, så du hurtigt kan komme i gang og beskytte din konto bedst muligt:
Visma Authenticator (Anbefalet): Vores anbefalede valg, der giver dig en nem og sikker login-oplevelse, og som er specielt udviklet til at arbejde problemfrit sammen med din e-conomic-konto.
Google Authenticator: En populær og brugervenlig app, der fungerer med mange forskellige tjenester.
Microsoft Authenticator: Et godt valg, hvis du i forvejen bruger Microsoft-produkter i din hverdag.
Andre apps: Du kan også vælge andre authenticator-apps, der matcher dine behov, så længe de er beregnet til autentificering.
Vi anbefaler Visma Authenticator, da den giver dig den bedste og mest sikre oplevelse med e-conomic.
Undgå 2FA ved hvert login i 30 dage
Du kan gøre din hverdag nemmere ved at blive husket i 30 dage på din enhed. Når du logger ind med din authenticator-app, kan du sætte et flueben for at undgå behovet for totrinsbekræftelse (2FA) i denne periode. Ved næste login efter denne periode skal du dog igen bruge din autentificeringsapp (eksempelvis Visma Authenticator) til at bekræfte din identitet.