"Man får det ansvar, man gerne vil have herinde"

Reham Breko, Head of HR i e-conomic

Reham Breko, Head of HR i e-conomic

"Jeg har ikke lyst til at have et skrivebord og jeg har faktisk ikke et skrivebord nu. Jeg går bare rundt og er lidt hjemløs, og det vil jeg gerne blive ved med. Det er vigtigt for mig at være på gulvet og gå rundt blandt alle medarbejderne. Jeg vil ikke være gemt væk, fordi jeg har en ledertitel.

Jeg startede som HR Business Partner for produktafdelingen for 9 måneder siden. Efter lidt tid blev en kollega fra HR-teamet sygemeldt og så fik jeg ansvaret for salgsafdelingen også. Derefter begyndte tingene at komme lidt af sig selv. Man får jo det ansvar, man gerne vil have herinde, så da vores HR-chef stoppede overtog jeg hans stilling pr. 1. juli i år.

Det er gået rigtig stærkt – også stærkere end jeg havde forestillet mig og planlagt. Men det har samtidig været fedt. Jeg tænker meget over, hvilket ansvar, der følger med at være leder, og hvordan jeg kan leve op til det ansvar. Jeg ser det som min fornemste opgave at sørge for, at mine medarbejdere har det godt; at de er glade og motiverede.

Folk herinde er gode til at lytte til de idéer og input, man kommer med. Og det er sådan et sted, jeg gerne vil være. Der skal helst ikke være for langt fra idé til handling. Vi skal ikke være bange for at eksperimentere med ting, for hvem ved, om det bliver en kæmpe succes? Det finder vi jo ikke ud af medmindre vi gør det. Den mentalitet var en af hovedårsagerne til, at jeg startede i e-conomic.

Jeg har udviklet mig sindssygt meget, siden jeg startede. Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal begynde. Min kerne er den samme, men jeg har udviklet mig fra at være en idealistisk studerende til at blive en professionel medarbejder. Alligevel prøver jeg stadig at holde lidt fast i idealismen, for det er sådan jeg tror, at vi udvikler os."

 

Bliv Rehams kollega. Søg en af vores ledige stillinger