e-copedia hjælpecenter
Forstå momsafregning og hvor ofte moms skal indberettes
Lær at afregne og indberette moms i e-conomic, og få styr på reglerne for din virksomheds indberetningsfrekvens baseret på omsætning.
Momsafregningens grundprincipper
Momsafregning er den proces, hvorved en virksomhed gør status over den moms, som virksomheden skylder (udgående moms), og den moms, virksomheden har til gode (indgående moms).
Når en virksomhed skal afregne sin moms, er det differencen mellem den indgående moms (købsmoms) og den udgående moms (salgsmoms), der skal findes. Denne difference skal indberettes til SKAT.
Den indgående moms er det beløb, som man har ”lagt ud” og som man skal have retur af staten. Den udgående moms er det beløb, som man har opkrævet hos sine kunder, og som man skal betale til SKAT.
Hvis virksomhedens udgående moms overstiger indgående moms, skal virksomheden betale dette beløb til SKAT. Skulle det være omvendt, modtager virksomheden differencen retur fra SKAT.
Momsstyring og rapportering i e-conomic
I regnskabssystemet e-conomic afregnes momsen automatisk, efterhånden som du bogfører.
Du kan overvåge momsafregningen og afstemme din moms ved at tjekke rapporten "Momsafstemning" i e-conomic.
Når du skal indberette din moms til SKAT, skal du anvende rapporten "Momsopgørelse". Momsopgørelsen består i at trække den indgående moms og den udgående moms fra hinanden og derefter betale differencen til SKAT.
Regler for momsindberetningsfrekvens
Hvor ofte du skal indberette moms, afhænger af, hvor stor virksomhedens samlede omsætning er. Man kan indberette moms månedligt, hvert kvartal eller halvårligt.
Virksomheder skal altid tjekke hos SKAT, hvor ofte de skal indberette moms.
Som udgangspunkt ser grænsen for de forskellige indberetninger ud som følgende:
Omsætning: 0-5 mio. kr. = halvårlig indberetning
Omsætning: 5-50 mio. kr. = kvartalsvis indberetning
Omsætning: over 50 mio. kr. = månedlig indberetning
Særlige regler for moms i forhold til handel
Momsreglerne kan variere alt efter, om virksomheden handler indenfor eller udenfor Danmark. Virksomheden skal altid holde sig opdateret med de nyeste regler på SKATs hjemmeside.