e-copedia hjælpecenter

Om Kassekladder og Beholdningskonti

Lær at opsætte og bruge kassekladder og beholdningskonti i e-conomic, så du nemt kan bogføre dine posteringer og følge med i dine saldi.

Sidst opdateret:
Skrevet af Tenna Larsen

Introduktion til Kassekladder og Beholdningskonti i e-conomic

Kassekladder i e-conomic bruges til at oprette poster, som skal bogføres i dit regnskab. Afhængigt af kladdens opsætning kan du oprette alt fra finansposteringer til kundeindbetalinger i kladden.

Øverst i kassekladden finder du en oversigt over dine beholdningskonti. Denne oversigt giver dig mulighed for eksempelvis at følge med i din banksaldo, mens du foretager dine posteringer.

Anvendelse og opsætning af Kassekladder

Kassekladderne er det centrale sted for al daglig bogføring i e-conomic, da de bruges til at oprette dine posteringer.

Hvis du benytter en af e-conomics standardopsætninger, er der på forhånd oprettet tre standardkassekladder: Daglig, Indbetalinger og Lønninger.

Brugen af forskellige kassekladder er ikke et krav for bogføringen, men de hjælper med at bevare et klart overblik over den igangværende bogføring, især hvis de bruges som specifikke posteringskategorier.

Der er mulighed for at foretage forskellige opsætninger i kassekladderne, såsom begrænsning til en bestemt bilagstype eller anvendelse af en særlig bilagsrækkefølge.

For at få særlige bilagsnumre, eksempelvis til leverandørbetalinger, skal der oprettes en dedikeret kassekladde til dette formål. I den særskilte kassekladde kan du bestemme den unikke bilagsnummerserie.

Kassekladden viser informationen "Saldo" øverst i venstre hjørne. Denne saldo viser den samlede saldo for den valgte kassekladde.

Viser en oversigt over posteringer i en kassekladde i Regnskab – bruges til at oprette og få overblik over den daglige bogføring.
Viser en oversigt over posteringer i en kassekladde i Regnskab – bruges til at oprette og få overblik over den daglige bogføring.

Beholdningskonti i Kassekladden

e-conomic kan vise op til tre beholdningskonti i toppen af hver kassekladde.

Du vælger selv, hvilke specifikke konti du vil have vist i hver enkelt kassekladde. Dette gøres via menuen "Opsætning af kassekladde".

Da der maksimalt kan vises tre beholdningskonti per kassekladde, kan yderligere beholdningskonti indstilles i andre kassekladder, hvis der er behov for at følge med i mere end tre konti ad gangen.

En beholdningskonto er typisk defineret som en bankkonto, kassekredit eller kassebeholdning, men der er ingen begrænsninger for, hvilken konto du kan vælge at få vist som beholdningskonto. Hvis du ønsker en oversigt over forbrug, som eksempelvis hvor mange penge du har brugt på benzin i løbet af året, kan du indsætte den relevante konto for benzin som beholdningskonto.

Ved at klikke på en beholdningskonto i toppen af kassekladden, får du adgang til kontokortet for den pågældende beholdningskonto.

Ændring af beholdningskonto

Du kan helt selv vælge op til 3 konti fra din kontoplan, som skal fungere som dine beholdningskonti, og endda have forskellige konti i forskellige kassekladder.

For at ændre din beholdningskonto til en anden konto fra kontoplanen, skal du gøre følgende:

  1. Vælg kassekladden, som du vil ændre beholdningskontoen for.

  2. Tryk på knappen "Mere" og vælg "Opsætning af kassekladde".

  3. Kontroller i menuen der åbner, om du starter under fanen "Beholdningskonti".

  4. Vælg nu en konto fra kontoplanen, som enten skal vises som beholdningskonto 1, 2 eller 3.

  5. Husk at trykke på "Gem".

Var denne artikel nyttig?