Regnskabsordbog fra e-conomic

Find svar på regnskabs- og bogføringsbegreber

Webshop – hvad er en webshop?

En webshop er en butik, der ligger på internettet. Kunden kan gå ind på webshoppen og købe varer eller ydelser direkte fra en computer, tablet eller mobil.

Der findes mange forskellige løsninger på, hvordan man laver en webshop. En webshop kan komme i mange forskellige udgaver afhængig af, hvad formålet med webshoppen er. Fælles for alle webshops er, at der bliver solgt en vare eller en ydelse. Det kan være fysiske varer såsom tøj eller køkkengrej, men det kan også være ydelser i form af eksempelvis rådgivning eller tekstproduktion.

Lidt groft stillet op findes der to løsninger, hvis du skal lave en webshop. Den første løsning er, at du enten selv programmerer webshoppen fra bunden eller hyrer en programmør til at gøre det. Den anden løsning er, at du køber webshopløsning af en de mange udbydere, der findes på markedet. Om du skal programmere en webshop selv eller om du skal købe en færdig webshopløsning, er selvfølgelig en vurderingssag, du selv må foretage.

De fleste der har en webshop har samtidig også en hjemmeside til at drive trafik til deres webshop. 

Programmere webshop fra bunden

Det kræver en del teknisk viden og forståelse at programmere en webshop fra bunden selv. Hvis du ikke har den viden i forvejen, så kan du selvfølgelig lære det. Det kræver dog rigtig meget tid. Hvis du vil give dig i kast med en webshop, så har Ivækst en rigtig fin guide med 10 gode råd.

Du kan også få en programmør til at stå for udviklingen af webshoppen. Fordelen ved enten at programmere webshoppen selv eller få en programmør til det er, at du får en skræddersyet løsning, som passer fuldstændig til dit produkt, målgruppe og brand. Det kan dog hurtigt blive en kostelig affære.

Købe en færdig webshopløsning

Der findes mange udbydere af færdige webshopløsninger, som du kan købe og benytte som platform til din webshop. Vi giver dig her tre bud på løsninger til webshop, men du kan se en længere liste over webshopløsninger i vores app-sektion.

Vil du hurtigt i gang med din webshop og har brug for hjælp, har vores modervirksomhed Visma også en række webshopydelser, som kan hjælpe dig på vej.

Det smarte ved at bruge en færdig løsning til webshop er, at du nemt og hurtigt kan opbygge din webshop og der er typisk taget højde for de fleste tekniske detaljer. Derudover kan du f.eks. integrere din webshop med de andre systemer, du bruger. Det smarte er, at dine fakturaer, kreditnotaer og andre posteringer bliver sendt direkte til f.eks. e-conomic regnskabsprogram.

En integration er når man får to programmer til at snakke sammen gennem et API. Et API kan forstås som en USB-indgang i en computer, hvor man kan tilslutte en anden computer, blot hvor det er to systemer, der snakker sammen. Når man taler om en integration til e-conomic regnskabsprogram, så kaldes det andet programmer for en app.


Har du brug for et regnskabsprogram?

Prøv e-conomic gratis i 14 dage, lær alle funktionerne at kende og skriv din første faktura på 5 minutter.

Prøv gratis